Om at være medlemskirke

En kirke båret af fællesskab

 

Båret af medlemskab og engagement

De danske kirker i Danmark er finansieret gennem kirkeskatten. Sådan er det ikke i Sydslesvig. Her bygger kirkelivet på medlemsbidrag og på ønsket om, at der skal være danske kirker syd for den dansk-tyske grænse. Det betyder, at kirken i langt højere grad bæres af det fællesskab, der bruger den.

Man kan sige det enkelt. Kirkerne i Sydslesvig lever af to ting:

     – ønsket om at have en kirke

     – medlemmer

Derfor har vi også brug for dig.

Et sted for livets store øjeblikke

Kirken er rammen om livets store begivenheder. Her fejres dåb, konfirmation og bryllup. Her samles man også, når livet gør ondt, og man tager afsked. Som medlem er man en del af dette fællesskab og er med til at sikre, at der fortsat er en dansk kirke i området.

Et levende fællesskab

En kirke er ikke kun en bygning. Den er et sted, hvor mennesker mødes. Derfor betyder det noget at man deltager, at man bakker op om gudstjenester, engagerer sig i aktiviteter og meget gerne bidrager med idéer og initiativer.

Vi er altid åbne for forslag til nye arrangementer og aktiviteter, for kirken formes først og fremmest af dem der bruger den.

En fælles opgave

Kirken i Sydslesvig er et fælles ansvar. Den findes fordi der er mennesker, der ønsker den, og som bakker op om den. Derfor er vi glade for al opbakning i form af medlemskab, deltagelse og engagement.