Familiegudstjeneste

I november prøver vi kræfter med en ny type gudstjeneste. Vi har valgt at kalde den ‘familiegudstjeneste’ fordi gudstjenesten er for hele familien, og især for børn og unge.
Første gang bliver den 22. november kl. 17, og den dag slukker vi orglet, vi synger to nye salmer, og prædikenen er kort og tilgængelig. Hele molevitten varer ca. 35 minutter, og efter gudstjenesten er der fællesspisning i menighedshuset.
Den mad der serveres, bliver sandsynligvis en gryderet med hjemmebagt brød til, og det er i princippet gratis at spise med,
men du bestemmer naturligvis selv om du vil donere
en euro eller to til formålet 🙂
Vi serverer saft og vand til maden. Skal du have andet, er du velkommen til selv at medbringe det.
Alle er velkomne, uanset alder, og det er ikke et krav at du har hele familien med. Har du lyst til at deltage, kan du melde dig til ved at sende en mail til Ruben.
100-årsfest i Kobbermølle

Søndag d. 1. november 2026 markerer vi at det i år er 100 år siden Kobbermølle Danske Menighed blev grundlagt.
Det fejrer vi med en festlig og stemningsfuld gudstjeneste i kirkelokalet, Kobbermølle Danske Børnehave. Gudstjenesten begynder kl. 13, og vi skal synge skønne salmer, markere Allehelgen, og glæde os over søndagens evangelium, Saligprisningerne fra Jesu prædiken på bjerget.
efter gudstjenesten er der kaffe, kage og godt samvær. Efter gudstjenesten vil vi også gerne snakke med kirkegængerne om fremtidige ønsker til gudstjeneste i Kobbermølle. Vi vil nemlig gerne føre traditionen videre hvis der er interesse for det, og er der det, finder vi frem til tidspunkter for kommende gudstjenester når vi planlægger programmet for 2027.
Alle er velkomne
Suppekøkken i menighedshuset d. 1. november kl. 17

Søndag d. 1. november kl. 17 gentager vi succesen og indbyder endnu en gang til Suppekøkken for alle interesserede. Menuen er også denne gang ganske enkel: En suppe eller en gryderet, ledsaget af friskbagt brød. Alle der har lyst til god mad i godt selskab, er naturligvis velkomne. Maden er finansieret af bidrag fra gæster i kirken og fra supermarkeder og butikker der donerer mad til netop denne slags formål.
I forbindelse med det første Suppekøkken d. 18.10. skal der lyde en MEGET stor tak til alle der var med til at gøre det hele muligt. Dagens menu var tilberedt af de gaver der kom ind ved kirkens høstgudstjeneste, søde frivillige hjalp med alt det praktiske, og vi var glade for at se de mange fremmødte. Takket være sponsorer og donorer er vi i stand til at fortsætte arrangementet hver 14. dag i et års tid. Følg med her på kirkens hjemmeside og tjek kalenderen så du ved hvornår vi slår dørene op næste gang.
Har du lyst til at være med som gæst og/eller frivillig, er du velkommen. Har du spørgsmål, skal du bare kontakte Ruben 🙂